Regler for cykler og udstyr

Overhold lovens krav
Som omdeler har du stor gavn af en cykel og en cykelanhænger. Det er afgørende for din sikkerhed, at din cykel og din cykelanhænger overholder lovens krav.

Din cykel
Alle cykler skal være forsynet med rød refleks bag på og gule reflekser på pedalerne. Foran skal der være monteret en hvid refleks og i hvert hjul skal der enten være mindst en gul refleks eller en hvid refleksstribe på dækket eller på fælgen.



Lygter
Når det er mørkt, skal din cykel være forsynet med lygter både foran og bagpå. Alle lygter skal kunne ses på 300 meters afstand samt fra siden. Forlygtens lys skal være hvidt og gulligt. Baglygtens lys skal være rødt og enten lyse hele tiden eller blinke med mindst 200 blink i minuttet.

Cykelanhænger
En cykelanhænger er et godt hjælpemiddel, når du omdeler aviser og reklamer, men også her skal du huske, at der skal være påsat reflekser, så du kan ses i mørket.
Der skal være røde reflekser bagpå og gule reflekser på begge sider. En cykelanhænger må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have større bredde end 1 m. Den samlede længde af cykel og anhænger må ikke overstige 3,5 m.

Cykelhjelm
Bær altid cykelhjelm, når du er ude og omdele aviser og tryksager. Med en cykelhjelm på hovedet er du sikret optimalt mod alvorlige hovedskader.



Læs mere om cykler og cykelsikkerhed på www.dcf.dk