Vedtægter

Vedtaget på ordinær generalforsamling
d. 11. maj 2010.

Navn, hjemsted og formål.

§ 1.
Foreningens navn er “Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder”.
Foreningens hjemsted er Danmark.
Foreningens postadresse er c/o foreningens formand, således som denne til enhver tid fremgår af foreningens generalforsamlingsprotokol.
§ 2.
Foreningens formål er at fremme branchens og medlemmernes fælles interesser bedst muligt, herunder i særlig grad at varetage branchens fælles interesser overfor offentlige myndigheder, statsvirksomheder og lovgivningsmagten, samt foreningens interesser overfor andre brancher.

§ 3.
Som en del af nærværende vedtægter er oprettet en kodeks. Kodeksen angiver et sæt standarder og regler for det enkelte medlem med hensyn til forholdet til kunder (afsender), til husstandene (modtagerne) og til budkorpset.

Medlemsskab.

§ 4.

A-medlemmer.
Som A-medlemmer af foreningen kan optages alle fysiske såvel som juridiske personer, der i minimum 1 år har drevet selvstændig virksomhed ved distribution af distriktsaviser eller adresseløse forsendelser i Danmark, og som forpligter sig til at arbejde for foreningens formål og til at overholde nærværende vedtægter. Medlemsskabet er direkte, og kan ikke ske via andre foreninger eller sammenslutninger, og er endvidere betinget af kontingentbetaling.
Optagelse som medlem af foreningen kræver enstemmig tiltrædelse fra bestyrelsen.

B-medlemmer.
Med bestyrelsens enige samtykke kan der optages B-medlemmer.
Som B-medlemmer af foreningen kan der optages medlemmer, som driver virksomhed i beslægtede brancher.
Beslægtede brancher er blandt andet virksomhed med distribution af dagblade og distribution af pakker.
B-medlemmer har ikke stemmeret og kan ikke vælges til bestyrelsen.
Bestyrelsen drager omsorg for udfærdigelse af medlemsfortegnelse.

§ 5.
Foreningens medlemmer hæfter ikke økonomisk for foreningens forpligtelser, ligesom medlemmerne ikke har andre økonomiske forpligtelser over for foreningen eller dens øvrige medlemmer, udover forpligtelsen til at betale det årlige kontingent.

Generalforsamlingen

§ 6.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Deltagelse i  generalforsamlingen er betinget af gyldigt medlemsskab samt optagelse i foreningens medlemsfortegnelse.Den ordinære generalforsamling afholdes hvert kalenderår i perioden fra den 15. april til den 15. maj.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen beslutter dette, eller når det forlanges af mindst 5 A-medlemmer af foreningen med angivelse af de spørgsmål, der ønskes drøftet. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal finde sted senest 14 dage efter begæringens fremsættelse.

Ordinær og ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen ved brev eller E-mail, afsendt til foreningens medlemmer med mindst 14 og højest 28 dages varsel.

§ 7.
Adgang til generalforsamlingen og stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde eller ved fuldmagt til medlemsvirksomhed jf. stk. 2, dog kan en enkelt medlemsvirksomhed højst møde som befuldmægtiget for 2 andre medlemsvirksomheder.
En personligt ejet medlemsvirksomhed kan ved generalforsamlingen repræsenteres af en direktør eller prokurist i virksomheden. Et selskab kan møde ved et medlem af sin bestyrelse, en direktør eller en prokurist.
Repræsentanter for pressen samt indbudte gæster kan efter bestyrelsens bestemmelse få adgang til generalforsamlingen.

§ 8.
På den ordinære generalforsamling skal følgende dagsorden behandles:

1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens formand aflægger beretning om foreningens virksomhed.
3) Revideret regnskab forelægges til godkendelse.
4) Fastlæggelse af kontingent for næstfølgende kalenderår.
5) Forslag fra bestyrelsen.
6) Forslag fra medlemmer.
7) Valg af bestyrelsesmedlemmer. Suppleant kan vælges.
8) Valg af revisor.
9) Eventuelt.

Vil et medlem stille forslag til behandling på den ordinære generalforsamling under dagsordenens punkt 6, skal forslaget med skriftlig motivering være foreningens kontor i hænde senest hvert års 1. marts.
Forslag, der skal behandles under dagsordenens punkt 5 og 6, skal med skriftlig begrundelse være udsendt til medlemmerne senest samtidig med indkaldelsen til den generalforsamling, hvor forslaget skal behandles.

Stemmeret.

§ 9.
Stemmeret på foreningens generalforsamlinger tilkommer alene A-medlemmer.
Hvert A-medlem har det antal stemmer, som svarer til medlemmets kontingent i kroner.
Ved ordinær, såvel som ved ekstraordinær, generalforsamling kan der således afgives et antal stemmer, der svarer til regnskabsårets kontingentbetaling i kroner fra A-medlemmer.

Det er en forudsætning for stemmeret, at kontingentet for året er betalt, såfremt foreningen har fremsendt kontingentopkrævning inden generalforsamlingens afholdelse.

Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved almindelig simpel stemmeflerhed, medmindre andet er fastsat nedenfor i nærværende vedtægter jf. § 16.

Bestyrelsen.

§ 10.
Foreningen ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på 4 – 6 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen, således at den samlede bestyrelse aldrig samlet er på valg. Bestyrelsen fastsætter forud for hver enkelt generalforsamling selv, om bestyrelsen frem til næste generalforsamling skal bestå af 4, 5, eller 6 medlemmer.
Samtidig med valget af medlemmer til bestyrelsen, kan der vælges en suppleant.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, næstformand og en kasserer. Kassereren bestrider samtidig hvervet som sekretær.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Alle afgørelser træffes ved almindelig simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed i bestyrelsen har formandens stemme afgørelsen.
Bestyrelsen kan ansætte medarbejdere og antage advokat og anden ekspertbistand.
Bestyrelsen kan beslutte, at foreningens advokat og den på generalforsamlingen valgte revisor deltager i bestyrelsesmøder.
Bestyrelsen aflønnes ikke, idet arbejdet udføres vederlagsfrit.


Tegningsret.

§ 11.
Foreningen tegnes af bestyrelsens formand i foreningen med 1 medlem af bestyrelsen eller af 3 medlemmer af bestyrelsen i foreningen.


Udelukkelse samt udmeldelse.

§ 12.
Finder bestyrelsen, at et medlem skader foreningens formål eller groft skader branchens omdømme eller på anden måde væsentligt overtræder sine forpligtelser i henhold til nærværende vedtægter, kan bestyrelsen beslutte, at det pågældende medlem omgående udelukkes fra deltagelse i foreningens virksomhed.
Overholder et medlem ikke sine forpligtelser overfor Brancheforeningen, herunder også § 3 – Kodeks, vil dette medføre udelukkelse af foreningen.
Udelukkelsen skal behandles på førstkommende generalforsamling, hvor det ved 2/3 stemmeflerhed afgøres jf. § 16, om medlemmet endeligt skal ekskluderes eller genindtræde i foreningen. Det omhandlede medlem har møde- og taleret ved generalforsamlingen.

§ 13.
Udmeldelse af foreningen kan ske skriftligt til bestyrelsen til enhver tid.
I tilfælde af udmeldelse inden den 1. december i et kalenderår ophører forpligtelsen til at betale kontingent fra afslutningen af det pågældende kalenderår. Ved udmeldelse efter den 1. december i et kalenderår ophører forpligtelsen til at betale kontingent først med virkning fra afslutningen af det følgende kalenderår.


Kontingent, indtægter, kapital og hæftelse.

§ 14.
På generalforsamlingen fastlægges kontingenternes størrelser for det næstfølgende kalenderår.
A-medlemmers kontingent fastsættes forholdsmæssigt i forhold til det antal husstande pr. den 31/12 i nærmest forudgående år, hvortil medlemmet har distribueret med egne bude.

Udregningen af kontingentet sker ved, at det antal husstande som hvert medlem således har omdelt, til multipliceres med en fast faktor, som er ens for samtlige medlemmer, og hvis størrelse fastsættes på generalforsamlingen hvert år.
Kontingent skal dog for et A-medlem udgøre et mindstebeløb, der ligeledes fastsættes på generalforsamlingen.
Til brug for udregningen af kontingentbetalingen er hvert A-medlem forpligtet til, overfor bestyrelsen senest den 15. februar, at oplyse om antallet af husstande, hvortil medlemmet omdelte pr. den 31/12 i det nærmest forudgående år.
Såfremt et medlem ikke ønsker at give de fornødne oplysninger, er bestyrelsen bemyndiget til, efter bedste skøn, at fastsætte de manglende taloplysninger.
Bestyrelsen er endvidere bemyndiget til, på eget initiativ, at lade foreningens revisor efterprøve rigtigheden af de fra medlemmerne opgivne tal. I tilfælde af divergenser mellem de af medlemmet opgivne tal og revisorens tal, skal revisorens tal danne grundlag for beregningen af kontingentet.
Det beløb B-medlemmer skal betale i kontingent til foreningen fastsættes på generalforsamlingen.
Opkrævning af kontingentet for det næstfølgende kalenderår udsendes inden udgangen af august måned.
Det årlige kontingent forfalder til betaling i hvert kalenderår inden den 31. januar.
Når der bruges ekstraordinært mange penge indenfor Brancheforeningens formålsparagraffer, og når det er nødvendigt for at opfylde Brancheforeningens økonomiske forpligtelser, kan bestyrelsen opkræve et ekstraordinært kontingent i et eller flere kalenderår. Ekstraordinære kontingenter skal udregnes efter samme beregningsmetode som de ordinære kontingenter.
Et ekstraordinært kontingent skal varsles mindst én måned før opkrævningen udsendes, og skal betales senest én måned efter, at medlemmerne har modtaget opkrævningen.
Hvis nogle medlemmer ønsker, at den ekstraordinære opkrævning af kontingent skal vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, kan denne i varslingsperioden indkaldes jf. vedtægterne § 6. En sådan indkaldelse udsætter den varslede ekstraordinære kontingentopkrævning.
Foreningens formue tilvejebringes gennem betaling af kontingent, bidrag og andre indtægter.
For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.

Regnskab.

§ 15.
Regnskabsåret er kalenderåret.
Den første uge efter udsendelsen af indkaldelse til den ordinære generalforsamling, ligger regnskabet til eftersyn for medlemmerne på foreningens kontor.
Et sammendrag af det fremlagte regnskab udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen. Foreningens regnskaber er fortrolige og må ikke udleveres til udenforstående.
Driftsunderskud skal almindeligvis udlignes gennem kontingentforhøjelser.


Vedtægtsændringer og opløsning m.v.

§ 16.
Vedtægtsændringer og beslutninger vedrørende udelukkelse kan besluttes af generalforsamlingen, når disse er indstillet af bestyrelsen og når mindst 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte stemmer, stemmer herfor.
Forslag om opløsning af foreningen skal være indstillet af bestyrelsen efter vedtagelse af mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer. Vedtagelse på generalforsamlingen kan ske, når mindst 2/3 af de på generalsamlingen fremmødte stemmer, stemmer herfor.
Generalforsamlingen nedsætter samtidigt et udvalg på 3 personer, der forestår opløsningen og tager de nødvendige beslutninger jf. nærværende vedtægter.
Ved foreningens opløsning opdeles foreningens kapital mellem medlemmerne i forhold til indbetalte kontingenter.


Værneting.

§ 17.
Enhver tvist mellem et medlem og foreningen, eller mellem medlemmerne indbyrdes, der vedrører forståelsen af nærværende vedtægter, disses forhold, omfang, ophør eller opfyldelse skal – såfremt mindelig ordning ikke kan opnås – afgøres endeligt ved voldgift i København i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 181 af 24. maj 1972 om voldgift. Voldgiften skal bestå af i alt 3 medlemmer.
Den part, der ønsker voldgift, skal skriftligt ved anbefalet brev meddele den anden part, at han ønsker voldgift, hvilke spørgsmål der ønskes forelagt voldgiftsretten, de søgsmålsgrunde han vil påberåbe sig, samt hvem han har valgt som sin voldgiftsmand.
Den anden part, skal da inden 3 uger efter denne meddelelses modtagelse, ved anbefalet brev meddele den første part, hvem han har udpeget som sin voldgiftsmand, samt angive sin påstand og sine indsigelser. Oversiddes fristen, udpeges denne voldgiftsmand af præsidenten for Sø- og Handelsretten i København.
Voldgiftsmændene vælger selv en jurist som opmand og formand for voldgiftsretten. Kan voldgiftsmændene ikke inden 14 dage enes om valget af opmanden, udpeges denne ligeledes af præsidenten for Sø- og Handelsretten i København.
Voldgiftsretten fastsætter selv alle regler for sagens behandling for retten.
Voldgiftsrettens kendelse er endelig og bindende for begge parter.
Voldgiftsretten er berettiget til i kendelsen at afgøre, hvem der skal betale voldgiftsrettens omkostninger, herunder honorar til rettens medlemmer. Parterne forpligter sig til at deponere et af voldgiftsmændene fastsat beløb til dækning af voldgiftsrettens omkostninger.
Sagens behandling for voldgiftsretten og voldgiftskendelsen skal ikke være offentligt tilgængelig.